IBD, sygedage og §56 – her er dine rettigheder

Det kan være svært at passe et fuldtidsjob, når man har en kronisk lidelse, og derfor er det godt at kende til §56 – aftalen.

Særligt med de inflammatoriske tarmsygdomme kan du have dage, hvor du er så syg, træt eller plaget af smerter, at du ikke kan arbejde.

Når du lever med IBD, har du typisk flere sygedage end dine kolleger, og her er det vigtigt, at du kender dine muligheder og rettigheder, så du kan være syg uden også at være plaget af dårlig samvittighed.

IBD: §56 – en særlig aftale

Når du lever med en kronisk sygdom, er der mulighed for, at du kan lave en særlig aftale med din arbejdsgiver. Aftalen gør, at din arbejdsgiver får penge fra kommunen for de sygedage, du har på grund af din sygdom. Din arbejdsgiver får nemlig refunderet det samme beløb fra kommunen, som han udbetaler til dig i sygedagpenge. Det kaldes en §56-aftale.

Kan du få en §56-aftale som IBD-patient?

Du kan søge om aftalen, hvis du har en kronisk eller en langvarig sygdom, der giver dig mere end 10 sygedage om året.

Du kan også ansøge om aftalen, hvis du modtager førtidspension, eller hvis du er i revalidering. Sygedagene skal være på grund af din kroniske sygdom og altså ikke blot en almindelig influenza eller halsbetændelse.

Den tid, du bruger på indlæggelse, genoptræning eller ambulant behandling, kan også indgå i aftalen.

Du kan ikke ansøge om en §56-aftale, hvis du er i fleksjob, for der får din arbejdsgiver allerede refusion fra kommunen, når du er syg.

Hvor lang tid varer en §56-aftale?

Aftalen varer i to år. Herefter skal du sende en ny ansøgning.

Hvis du skifter job, stopper din §56-aftale, og du skal derfor ansøge igen, når du har fået ny arbejdsgiver.

Hvad skal du som IBD-patient gøre for at få en §56-aftale?

Du skal udfylde en blanket, som du skal sende til dit jobcenter. Du kan finde blanketten her. 

Jobcentret vurderer herefter, om du har ret til en §56-aftale. Hvis de er i tvivl, kan de indhente en sygdomserklæring fra din læge.

Du kan læse mere om 56-aftalen her.