fbpx

Graviditet og IBD: Efter fødslen

Kan man amme, når man har IBD?

Ja! Amning øger ikke risikoen for aktivitet i din tarmsygdom. Modermælken indeholder mange værdifulde næringsstoffer, som gavner dit barns trivsel, så hvis du har lyst til at amme, og kan få amningen til at fungere, må du meget gerne amme.

Kan man amme, når man er i behandling for IBD?

Du kan som udgangspunkt amme, når du er i medicinsk behandling for IBD, da kun yderst sparsomme mængder medicin kan måles i modermælken. Man kan amme, hvis man er i behandling med 5-ASApræparater, thiopurin, binyrebarkhormon og de fleste af de biologiske lægemidler[i]. Du må ikke være i behandling med methotrexat i forbindelse med amning, da det udskilles i en større mængde i modermælken[ii].

Korte kure med antibiotika kan anvendes i forbindelse med amning[iii].

Tal altid med din læge om din medicins indflydelse på amningen[iv].

Kan træthed eller udmattelse/søvnmangel forværre min IBD efter fødslen eller give opblussen af sygdommen?

Tiden lige efter fødslen er for alle mødre og fædre forbundet med store følelsesmæssige og fysiske forandringer. Kontakt din mave-tarm læge, hvis du mærker symptomer på opblussen i din tarmsygdom, så sygdommen hurtigst muligt kan blive bragt i ro.

Er barnet påvirket af behandling?

Børn født af mødre med IBD, udvikler sig helt normalt. Den medicinske behandling, som moderen fik under graviditeten, har ikke indflydelse på barnets udvikling. Det vigtigste er, at der er ro i moderens tarmsygdom under graviditeten, da aktivitet kan havde en negativ indflydelse på fosteret[v] [vi] (se tidligere afsnit).

Børn, som er født af mødre, der har fået biologisk behandling under graviditeten, bør ikke vaccineres med levende svækkede vacciner indenfor de første 12 måneder, med mindre prøver viser, at barnet ikke har mere medicin tilbage i blodet[vii]. Dit barn kan godt følge det danske børnevaccinationsprogram. I følge programmet gives den første levende svækkede vaccine som MFR-vaccination, når barnet er 15 måneder gammel. I denne alder er det ikke noget problem for barnet at blive vaccineret. Det er dog vigtigt, at I kontakter din mave-tarm læge, hvis I planlægger rejser til eksotiske lande indenfor dit barns første leveår, som vil kræve andre vacciner.

Dansk selskab for lever- og tarmsygdomme (DSGH) har også udgivet en patientinformation vedr. graviditet og inflammatorisk tarmsygdom: https://www.dsgh.dk/index.php/guidelines/patient-information/ibd-medicinsk-behandling-v-graviditet-og-amning

Læs mere:

Kilder:

[i] DSGH guideline “IBD: Medicinsk behandling ved graviditet og amning”

[ii] DSGH guideline “IBD: Medicinsk behandling ved graviditet og amning”

[iii] DSGH guideline “IBD: Medicinsk behandling ved graviditet og amning”

[iv] https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/mave-og-tarm/sygdomme/inflammatorisk-tarmsygdom/inflammatorisk-tarmsygdom-og-graviditet/

[v] DSGH guideline “IBD: Medicinsk behandling ved graviditet og amning”

[vi] https://www.gastro.org/guidelines/ibd-and-bowel-disorders og Nguyen GC, Seow CH, Maxwell C, et al. The Toronto Consensus Statements for the Management of Inflammatory Bowel Disease in Pregnancy. Gastroenterology. 2016;150(3):734-757. Og van der Woude CJ, Ardizzone S, Bengtson MB, et al. The second European evidenced-based consensus on reproduction and pregnancy in inflammatory bowel disease. J Crohns Colitis. 2015;9(2):107-124.

[vii] DSGH guideline “IBD: Medicinsk behandling ved graviditet og amning”