Pårørende: Det skal du vide om IBD

Hvad er IBD?
Kan det kureres?
Smitter det?
Hvordan kan det behandles?

Som pårørende rammes du også, når en af dine nære får en kronisk sygdom. Der vil være ting, der ændrer sig i hverdagen og du skal tage nye hensyn og give plads til nye vaner. Den bedste måde at forstå det hele på er ved at sætte dig godt ind i sygdommen.

IBD – en følgesvend for livet

Du har sikkert prøvet at have smerter og luft i maven. De fleste af os har også prøvet at blive ramt af en mavevirus, der gav diarré, opkast og måske endda feber.

Men for nogle skyldes disse symptomer ikke bare en forbigående virus, stress eller en allergisk reaktion. For dem er symptomerne en del af hverdagen med en kronisk tarmsygdom.

IBD står for Inflammatory Bowel Disease (inflammatorisk tarm-sygdom), og det er en kronisk, autoimmun sygdom.

At den er kronisk betyder, at sygdommen ikke kan kureres, og derfor er en følgesvend for livet. Men mange kan leve et stort set almindeligt liv med IBD, hvis de får den rette behandling. Dog med risikoen for, at sygdommen blusser op igen.

Kroppen angriber sig selv ved IBD

At sygdommen er autoimmun betyder, at kroppens immunforsvar angriber sit eget væv. Faktisk er der tale om en ”overreaktion” fra immunforsvaret, og angrebet fører ved Crohns sygdom og colitis ulcerosa til betændelse i tarmen.

Betændelsen giver forskellige symptomer som akut trang til at komme på toilettet, mavesmerter og blodig afføring. Hverken Crohns sygdom eller colitis ulcerosa smitter.

De to hovedformer af IBD hedder Crohns sygdom og colitis ulcerosa.

Sådan påvirker IBD dig

Mere end 53.000 danskere lever med IBD. Der er meget stor forskel på deres livskvalitet alt efter hvor alvorlig sygdommen er – og hvor godt, den er behandlet.

Som pårørende har du derfor en vigtig opgave i at støtte din partner eller ven i at få en god dialog med sin læge om symptomer, livskvalitet og behandling.

Sygdommen kan bryde ud fra den ene dag til den anden og gå i bero lige så hurtigt. Så som pårørende skal du have forståelse for at din ven, partner eller kollega for eksempel kan aflyse jeres aftale den ene dag og gå frisk omkring i indkøbscenteret den næste dag.

Personer med IBD har ofte brug for at vide, hvor det nærmeste toilet er for at føle sig trygge. Selv få meters afstand kan betyde forskellen på, om de når det eller ej.

Her kan du læse mere om, hvad mennesker med IBD skal huske at tale med lægen om.