FÆRRE KALORIER – SAMME MÆNGDE
Det handler ikke om at vende vanerne helt på hovedet med det samme, men at du gør det i et roligt tempo over tid, så du når at føle dig klar til at tage næste skridt.
Artikel udgivet den 31-10-2022
RÅD NUMMER 2
Velkommen til vores anden artikel om vægttabsråd. I dag skal det handle om, hvordan du kan indtage færre kalorier uden at spise eller drikke mindre, end du er vant til.
Lad os starte med det, vi drikker. Her er der nemlig gode råd at hente. Vidste du fx, at det tager længere tid at opnå en mæthedsfornemmelse, når du drikker, end når du spiser – også selvom du indtager lige mange kalorier?
Det kan derfor være en god idé at tænke over, hvordan du slukker tørsten i løbet af dagen. Men hvordan gør man så lige det på den bedste måde?
Et godt sted at starte er generelt at slukke tørsten i vand. Hvis du er vant til at drikke to glas sodavand eller mælk til frokost og til aftensmad, kan du som en start udskifte det ene glas sodavand eller mælk med vand.
Du kan starte med at ændre dine drikkevaner under frokosten, og så kan du altid udvide din nye, gode vane til aftensmaden.
Drikker du fx 0,5 liter sukkerholdig sodavand om dagen, vil du efter 12 måneder kunne tabe dig næsten 6 kg, hvis du i stedet drikker vand.
Her kan du finde flere eksempler på, hvordan en udskiftning af drikkevarer kan føre til vægttab. Vægttabene er efter 12 mdr.
Husk igen, at det er vigtigt at tage små skridt. Det handler ikke om at vende vanerne helt på hovedet med det samme, men at du gør det i et roligt tempo over tid, så du når at føle dig klar til at tage næste skridt.
Kilde: 10 veje til vægttab. Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning, 3. udgave, 1. oplag, 2019