OPERATION OG STOMI VED IBD


HVORNÅR OPERERER MAN VED IBD?

image

Hvis du har Crohns sygdom, kan en operation med eller uden stomi komme på tale.

Artikel udgivet den: 28-02-2024

OPERATION VED CROHNS SYGDOM

Hvis du har Crohns sygdom, kan en operation med eller uden stomi komme på tale, hvis du har:

  • Svær grad af Crohns sygdom og ikke reagerer tilstrækkeligt på medicinske behandlinger
  • Fistler og bylder
  • Tarmslyng – eller næsten tarmslyng, hvor tarmen er så forsnævret, at det er vanskeligt for tarmindholdet at passere[1]
  • Tegn på kræft
  • Bivirkninger, der er så slemme, at de føles værre end sygdommen
  • Meget nedsat livskvalitet, hvor du er forhindret i at leve dit liv på grund af sygdommen

Når man opererer pga. Crohns sygdom, vil man som regel bestræbe sig på at fjerne så lidt af tarmen som muligt, f.eks. kun den del af tarmen, hvor der er forsnævring, der forhindrer tarmpassage. Derefter syer man de to tarmender sammen, så tarmen igen kan fungere.

Hvis sygdommen sidder i hele tyktarmen, fjerner man den ved operation. Når man fjerner hele tyktarmen, vil man altid anlægge en stomi.

Det er ikke sikkert, at stomien behøver at være permanent. Det kan nemlig være muligt at lukke stomien igen senere hen og lave et slags reservoir (en såkaldt ”pouch”) hvor man bruger den nederste del af tyndtarmen som omdannes til et slags reservoir (også kaldet pouch), der syes til lukkemusklen ved endetarmsåbningen efter at resten af endetarmen er fjernet. Da lukkemusklen bevares, har man stadig afføring via endetarmsåbningen og under viljens kontrol.

Der findes to former for stomi; ileostomi og kolostomi. Hvis det er tyndtarmen, der føres ud gennem maven kaldes det ileostomi. Er det tyktarmen, kaldes det kolostomi.

Der er ikke nogen følelse i den del af tarmen, der føres ud gennem maven, og det gør derfor ikke ondt hverken ved ileostomi eller kolostomi.

De fleste vender tilbage til hverdagen 6-8 uger efter operationen, og kan fortsætte med alle de sædvanlige aktiviteter.  For mange tager det tid at vænne sig til stomien, og det at leve med stomi er forbundet med en række nye udfordringer – både fysisk og psykisk.

Her kan du finde andre, der har stomi, og læse om deres hverdag efter operationen

[1] https://ccf.dk/upload/File/Information/Informationshafter/Kirurgisk_behandling_2016.pdf

download

Download

Spørgeguide

Jo bedre du er forberedt til undersøgelsen, jo mere kan du tage del i samtalen ved for eksempel at huske at stille de spørgsmål, der er vigtigst for dig og dit behandlingsforløb.