Inflammatoriske tarmsygdomme øger ikke risikoen for COVID-19
Danske forskere og læger har i et stort samarbejde undersøgt om patienter med IBD er i øget risiko for at blive smittet med coronavirus og om immundæmpende behandling øger risikoen for at få et værre sygdomsforløb, hvis man smittes. Konklusionen er – nej, patienter med IBD er ikke i øget risiko for at blive smittet med coronavirus og sygdomsforløbet af COVID-19 er ikke relateret til immundæmpende behandling af IBD.
Det viser et nyt studie, som forskerne har udgivet i det internationalt anerkendte tidsskrift ”Journal of Crohn’s and Colitis”1.
Siden coronavirus-pandemiens start har flere studier rejst mistanke om, at patienter med et svækket immunsystem forårsaget af autoimmune sygdomme eller immundæmpende behandling, er i øget risiko for at blive inficeret med coronavirus og have en tendens til et værre forløb af COVID-19.
Mistanken blev overført til patienter med IBD, da sygdommen til dels skyldes forstyrrelser i immunsystemet, og da mange patienter holdes symptomfrie ved hjælp af immundæmpende lægemidler. Det har ført til forvirring om, hvorvidt man skulle stoppe behandlingen, da man også vidste, at dét kunne give et udbrud af tarmsygdommen, som så ville kræve mere immundæmpende behandling. Derfor rådede det lægelige selskab Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi danske læger til ud fra et forsigtighedsprincip at fortsætte behandlingen af tarmsygdommen i uændret form.