Fatigue: En træthed du ikke kan sove dig fra

Fatigue: En træthed du ikke kan sove dig fra

 

Artikel udgivet den 10-05-2023

8 tips til at modvirke træthed

Mange forskellige faktorer spiller ind, når det kommer til fatigue som figuren herunder viser. Har man også angst, depression, søvnforstyrrelser eller blodmangel, kan det have en indflydelse på fatigue. På samme måde kan betændelse i tarmen og din måde at leve på også have indflydelse på fatigue. Alligevel er der forskellige ting, du selv kan gøre for at mindske trætheden og få mere energi.

Faktorer der påvirker fatique (kronisk træthed)

1. Fokusér på at holde din IBD i ro med den rette behandling

For nogle er fatigue det første tegn på at opblussen er på vej, og der er langt flere, som oplever træthed, når sygdommen ikke er i ro. Sørg derfor for, at du får den rette behandling – og husk at følge behandlingen som aftalt med lægen. Også i de perioder, hvor du ikke oplever symptomer.

Er du i tvivl, om du får den rette behandling, kan du kontakte dit behandlingsteam. Det er vigtigt, at du sætter dig ind i din behandling, og du også selv tager ansvar og handler, hvis den ikke virker. Det kan være svært at vurdere, men du kan finde hjælp i artiklen og spørgeguiden lige her.
Har du svært ved at huske, hvordan din IBD har haft indflydelse på din hverdag over tid, kan appen Lev med IBD – og herunder IBD Disk – måske være en hjælp for dig. Læs mere om IBD Disk her.

Sover du dårligt pga. natlige toiletbesøg, kan det være, at din medicin bør justeres. Tal med dit behandlingsteam.

2. Orientér dig om bivirkninger

Din træthed kan også være en bivirkning til din medicin*. Husk derfor at tale med dit behandlingsteam om din træthed, så I sammen kan finde ud af, om der er nødvendigt at ændre din medicin.

3. Vær opmærksom på risikoen for blodmangel

Inflammatorisk tarmsygdom øger risikoen for blodmangel. Kroppen har brug for jern til at lave de røde blodlegemer, som transporterer ilt rundt i kroppen til cellerne. Men når man har betændelsen i tarmen, bliver det sværere for kroppen at optage jern. Tal derfor med dit behandlingsteam, om blodmangel kan være årsagen til din træthed.

4. Sørg for at få dine vitaminer og mineraler

Mangel på visse vitaminer eller mineraler kan også vise sig som træthed. Det kan enten skyldes, at din IBD gør det sværere for dig at optage vitaminerne og mineralerne fra tarmen, eller fordi du ikke får tilført nok via din kost. Tal evt. med din læge om en kontrol.

Er du nysgerrig på vitaminers påvirkning? Lyt til podcasten om vitaminer og mineraler ved IBD, hvor overlæge Christian Hvas deler ud af sin viden. Her giver han bl.a. indblik i ny og spændende forskning om B1-vitaminkur.

5. Spis sundt og varieret

Kost kan påvirke din træthed både positivt og negativt. Et godt råd vil derfor være at sørge for at spise en sund kost med fokus på:

  • Flere grøntsager og frugt
  • Flere bælgfrugter
  • Flere fuldkornsprodukter
  • Flere fødevarer, der ikke er forarbejdede
  • Mindre kød
  • Mindre sukker

En sund kost vil samtidig også hjælpe dig til at holde et stabilt blodsukker hele døgnet, hvilket også kan have en positiv indvirkning på træthed. Det er endnu ikke bevist, om du bør følge en særlig diæt, når du har en kronisk tarmbetændelse. Ind til videre ser det ud til, at det varierer fra person til person, hvilken form for kost der virker bedst. Du kan læse mere om kost og ernæring ved IBD her.

6. Bevæg kroppen

Hver gang du er fysisk aktiv – løber, cykler, går en tur eller laver yoga – frigiver det stoffer fra musklerne, der påvirker immunsystemet, så du får det man kalder en antiinflammatorisk effekt. Effekten påvirker ikke din betændelse i tarmene, men den kan være med til at mindske trætheden.

Samtidig vil du også opleve, at når du bevæger dig, udmatter du din krop, så den bliver træt på en naturlig måde. Du vil derfor også få nemmere ved at falde i søvn, sove bedre og få mere energi. Læs mere om fordelene ved motion og bevægelse her.

7. Prioritér din energi og tid

Er du ramt af træthed, kan du være nødt til at prioritere, hvad du bruger din energi på. Det kan derfor være en god idé at bruge din energi på aktiviteter, der virkelig betyder noget for dig. Gode oplevelser forstærker ofte din energi.

8. Hold øje med tegn på angst og depression

Personer med kronisk sygdom – herunder personer med IBD – har en øget risiko for angst og depression. Begge tilstande kan forstærke følelsen af træthed. Tal derfor med din læge, hvis du føler dig trist eller angst.

*Hvis du oplever bivirkninger ved et produkt fra et lægemiddelfirma, bedes du tale med din læge om disse, og rapportere dette direkte til firmaet eller sundhedsmyndighederne. Gælder det bivirkninger eller bekymringer vedrørende kvaliteten af et Takeda-lægemiddel, skal dette rapporteres til Takeda på: ae.dnk@takeda.com. Hvis du foretrækker det, kan du i stedet rapportere det til sundhedsmyndighederne på https://laegemiddelstyrelsen.dk under genvejen ”Meld en bivirkning”.

DOWNLOAD

SPØRGEGUIDE

Jo bedre du er forberedt til undersøgelsen, jo mere kan du tage del i samtalen ved for eksempel at huske at stille de spørgsmål, der er vigtigst for dig og dit behandlingsforløb.

Download ikon